Vi tror på et stærkt, lokalt samarbejde
Det stærke, lokale samarbejde er enormt vigtigt, i særdeleshed i de helt små samfund, som Tunø må siges at være. Her kan du læse mere om, med hvem & hvordan vi samarbejder på den lille ø.
Tunø Wear, ø-ro & Mejeriet
Fem kammerater har startet deres eget tøjbrand kaldet Tunø Wear. Tobias, Klaes, Magnus, Casper & Andreas laver bæredygtigt & langtidsholdbart tøj, som fokuserer på at gøre op med et for hurtigt forbrug af tøj, & skabe opmærksomhed om livet på øerne, i særdeleshed Tunø. Idéen opstod efter flere års ture til Tunø, som bød på pleje af deres venskab & roen der følger med ø-livet.
Holdet på Mejeriet bærer også ofte t-shirts i de bæredygtige designs.
Ø-grønt fra øens lokale grøntavlere
Vi sætter stor pris på at vores gæster smager de lækre lokale grøntsager, der produceres her på øen, & vi går højt op i at bruge dem i vores retter. Grøntsagerne kommer fra øens to grøntavleres salgsboder; familien Borggaard med 'Boden på havnen' & familien Theilgaard Olesen med 'Boden i byen'.
Tunø byder på skønne kartofler, gulerødder, hvidløg, rødløg, rødbeder, pastinak, jordbær, porrer, majs & persille. Dertil kommer alle de lækre frugter, som naturen byder på, & som vi selv tager ud for at plukke: brombær, figen, hyldeblomst & rabarber.
Tunø Røgeri & Havnebistro #røgpåTunø
På havnen ligger Tunø Røgeri, her røges kattegats måske bedste røgvarer. På Mejeriet bruger vi for eksempel den lækre koldrøgede laks til vores smørrebrød, og vi laver varmrøget laks i samarbejde med røgeriet, & man kan selv være med til at røge laks over bål i naturen, hvis man er på tur med Searangers på Tunø.
Campaya & sommerens seværdigheder
Vi samarbejder også med Campaya, som bl.a. giver deres bud på skønne & alternative ferieseværdigheder og -aktiviteter i Østjylland.